20 August

20 August

 

Fosnavåg

 

 

 

 

Uthaug – Kristiansund - Bud - Valdøy - Fosnavåg

 

Så er jeg på vej til Kristiansund, hvor Elin, gast gennem FTLF www.ftlf.dk , kommer ombord til Bergen.

Lige nu er det en træls tur, ingen vind, og 2,5 knob modstrøm, så med mellem 2,5 0g 3,5 knob for motor, snegler jeg mig igennem Trondheimsleia, sundet mellem fastlandet og øerne vest for.

Det gode er at solen skinnede indtil for 1 time siden, hvor det smådryppede lidt, nu kom den igen. Det er varmt, 26º i cockpittet. Det er en smuk tur, med land til begge sider, fjelde, fladland med landbrug, småbygder, og fjelde igen. Underholdningen er bl.a. at se småfærger, fragtskibe,costere og fiskere samt hurtigruten, der lige kom forbi.

Det blev så bedre, da jeg kom fri af øerne, fik jeg en fin halvvind, og med 5,5 -6,5 knob gik det mod Kristiansund for sejl. Dejligt !

Ved 21,30 tiden anløb jeg Kristiansund, og fik efter lidt ”havnerundfart”, Elin om bord.

Da vi skulle finde plads, oplevede jeg for første gang siden jeg kom til Norge, en uvenlig nordmand. Ved skonnert byggeriet, lagde jeg udenpå en gammel fiskekutter. Da vi havde fortøjet, stak ham der står for skonnerten hovedet op af båden foran, og skældte ud. Vi måtte ikke ligge der, ikke engang kun for natten. Det er privat og om vi kunne finde plads eller ej var han ligeglad med. Han var vred og ikke til at tale med, så vi måtte på havnerundfart igen, og fandt en lidt udsat plads, for enden af en flydebro, hvor der lige var vand nok. Kedelig oplevelse. Det blev lidt sent før vi fik Elin indkvarteret, og hilst ordentligt på hinanden.

Til Bud gik for motor i stille vejr. Bud er et fint lille sted. Her er en gammel fæstning fra besættelsen, med et fint lille museum om udviklingen i Bud, primært om de mange vrag og fiskeriet.

Fra Bud gik vi til Valdøy lige på den vestsiden Ålesund, hvor Elin har nogle venner.

Her tilbragte vi en hyggelig eftermiddag og aften med dem.

Så gik det til Fosnavåg, igen med motor. Vi ville have været forbi Stadtlandet, men vejrudsigten lovede kuling om eftermiddagen, så det blev Fosnavåg. Her har vi så tilbragt et par dage, sammen med en del fiskere, mens der har været hård kuling ud for Stadtlandet.

Da det ikke så ud til at vi kunne sejle sikkert før Torsdag, valgt Elin at gå fra borde, og tage fly fra Ålesund. Det var synd at det blev så kort, men Elin skulle være hjemme Søndag. Det er ikke sjovt at ligge flere dage og vente, med den usikkerhed det giver om videre hjemtransport.

Nu er jeg så alene igen, og det ser ud til at vinden lægger sig så jeg kan få en fin og tryg sejlads i morgen Torsdag.

 

Copyright © All Rights Reserved